Brawe Ressourcen Logo | unten |

<side 6:>

Andet Optrin

Henley, Clerdon.

Clerdon (uroelig.) Jeg maae tage min Tilflugt til Dem, elskeligste Ven – en dræbende Uroe jager mig allevegne omkring, – min heele Siæl er Oprør. –

<side 7:>

Henley. Jeg bliver forbauset, Clerdon, hvad for en pludselig Aarsag –

Clerdon. Ikke pludselig, Henley; alt siden nogen Tiid har de ofte vaagnende – hvad skal jeg kalde dem – Barndoms Fordomme – ja disse maae det til min Beroeligelse være – sadt mit Inderste i en pinefuld Forstyrrelse - Alt længe har Erindringen om min ulykkelige Fader forviist ald Roelighed af min Siel.

Henley. Jeg veed det, jeg kiender den qvindagtige Tungsindighed, som mange Gange overfalder Dem, og paa deres Vegne blues jeg derover. Men en saa vild Forskrækkelse, en saa overordentlig Banghed mærkede jeg endnu aldrig hos Dem.

Clerdon. Ney, jeg tør ikke aabenbare Dem Aarsagen. De skulde spotte mig.

Henley. Jeg spotte Dem! Fornærmende Formodning! Ney Clerdon, jeg er hverken et Umenneske, eller en foragtelig Letsindig. Een af Deelene maa den være, som kan spotte over en Ven i Bedrøvelsen; jeg skulde snart frygte for, at Deres Venskab for mig begyndte at blive koldsindig, hvis De længere tog i Betænkning, at meddele mig Deres Bekymringer.

<side 8:>

Clerdon. Hvad vil De sige, naar jeg tilstaaer Dem, at jeg er qvindagtig, liden nok til at lade mig saaledes bringe i Allarm ved et nattelig Foster af en foruroeliget Indbildning?

Henley. Hvorledes? Er det muelig –

Clerdon. Ja! min Skam er Dem nu bekiendt; o kunde jeg skiule den for mig selv! Hav dog Medlidenhed med min Svaghed – dog lad mig vederfares Ret; ikke den skræksomme Skiebne, som synes, at blive mig forkyndet, skrækker mig: disse Trudsler, intetbetydende Skabninger af et opbragt Blod, var jeg aldrig vant til at agte, kuns Erindringen om min Fader, som saa stærk blev opvakt hos mig, piner mig – Det forekom mig, som jeg i denne Nat saae ham, og hvorledes? pinende Forestilling! – døende at ligge for mine Fødder. Alt havde en dødelig Bleeghed draget sig over hans ærværdige Ansigt. Hans Øyne, som svømmede i Taarer, opløftede sig bedende mod mig. Ingen Fortrydelighed brændte i dem; de forkyndte kuns den gode, den forsonede Fader. Han udbredte sine skielvende Hænder imod mig, og bad mig med en afbrudt og døende, dog Henley, saa rørende Røst, at mit Inderste hørte dem, ikke at nærme mig til en skræksom Hule, til hvilken ikke langt fra os et lokkende Uhyre kaldte mig – Forskrækkelsen har <side 9:> giort, at jeg har glemt dets Gestalt. Han faldt endelig død ned for mine Fødder. Gandske uden for mig selv, blev jeg giennemstormet af Følelser, som overstige alle Udtrykke. –

Henley. Maaskee har de bestandige forsagte Forestillinger –

Clerdon. Hør Udfaldet. Mig syntes Uhyrets smigrende Røst sagtnede lidt efter lidt disse brusende Bevægelser. Ja Ven! fald i Forundring over sammes Magt; det tvang mig til at forglemme min Faders Formaninger, og at nærme mig til Afgrunden. Dog i samme Øyeblik syntes en skinnende Skye, at nedlade af sit Skiød en prægtig Gestalt, i hvilken jeg troede at kiende Træk af Granville – der ellers var min Ven – kuns at de vare blandede med noget høytideligt og høyt, som er over det Menneskelige, selv i dets største Værdighed. Et majestætisk Skin giennemflød det gandske Rum omkring ham. Med en venlig Haand vilde han vende mig bort fra det farlige Sted; med Foragt stødte jeg den tilbage, og i dette Øyeblik forekom det mig, som at Uhyret dræbte min Ven for mine Øyne. For at hævne ham, foer jeg rasende løs paa samme, da pludselig – hvor flyer min Siel tilbage for denne skrækkelige Erindring – den gandske Himmel aabnede sig over os, og blev Ild og Uveyr. En stormende Torden hvirvlede mig, og Formaalet for min Hævn, ned i den græsselige Huule, og jeg vaagnede.

<side 9:>

Henley. Alt for svage Ven, dette kan giøre Dem Angest?

Clerdon. Jeg tilstaaer det, jeg skammer mig for mig selv; og det, som giør mig forbauset, et, at min Natur synes paa nogen Tid at være ganske udartet, og en vis u-imodstaaelig Tungsindighed at have sig mørke melancholiske Udsigter; som mig synes, er jeg overalt beleyret af Farer.

Henley. Dette kommer deraf, at De endnu ikke har giort sig løs fra de gamle Fordommes Aag, ikke svinget sig langt nok over Pøbelen, og bestandig seer frygtsom tilbage.

Clerdon. Men skulde da denne indvortes Tvang, denne uovervindelige Følelse – jeg vil tale oprigtig, dette Sværd - som giennemborede mit Bryst ofte midt under de Bespottelser, med hvilke jeg angreeb Religionen, skulde alt dette kuns være Vane, kuns Fordom?

Henley. Intet andet, Vane, Fordom, Miltsyge, hvordan De vil kalde det. Hvorledes er De dog i Dag saa overmaade kleinmodig? en Drøm – Tænk mig ikke mere derpaa, det smerter mig for meget at see Dem saa fornedret.

<side 10:>

Clerdon. (Efter nogen Eftertanke) Ulykkelige, kierlige Fader hvor gruesom har jeg opført mig imod dig!

Henley. Hold op, De bliver bestandig mere tungsindig – Dog just nu finder jeg et beqvemt Middel derimod, de blomstrende Gange i Haven ved dette Huus synes at kalde Dem. Denne henrykkende Morgen har forhøyet alle sine Skiønheder. Forsøg det, maaskee friskere Luft bortblæser Deres Sinds Taage. De maatte være meget følesløs, om ingen sagte Vellyst skulde bemestre sig Dem, ved at see hine leende Udsigter. Jeg skulde ledsage Dem, hvis ikke nogle Forretninger holdt mig tilbage.

(Clerdon gaaer bort)


  | oben |