<ny side:>

Til
Læseren.

At danne Hiertet til ædle Følelser, at giøre det bøyeligt for Dydens og Menneskelighedens Indtrykke, var altid den tragiske Muses værdigste, om ikke oprinde- <ny side:> lige Øyemeed; jo nærmere altsaa Tragoedien, Theater-Konstens Regler uforkrænkede, kommer dette Maal, jo nærmere er den fin Fuldkommenhed, og jo mere fortiener den vores Agtelse. At nærværende Stykke, hvoraf jeg her leverer en Oversættelse, besidder disse fortrinlige Egenskaber, har jeg troet. Sujetets Værdighed, et regelmæssigt Anlæg og Tankernes rørende Styrke har givet mig Grund til at dømme saaledes. Dog det vilde være unødvendigt at holde Lovtaler enten over <ny side:> Stykket selv, eller Hr. Brawe, dets værdige Forfatter. Da Tydskland har erkiendt hans Fortienester, og Muserne alt for længst beklaget hans tidlige Død. En Oversætters Roes er desuden altid mistænkelig, i fær naar andre Bieomstændigheder endnu mere synes at forøge Mistanken. Det er vist, at Forfatteren skrev dette Sørgespil som et Priisskrift, og at han ikke erholdt den udsatte Belønning, der blev en Codrus til Deel; men hvor ubetydelig er ikke den Præ- <ny side:> sumtion, man deraf kunde giøre imod dets virkelige Værd, da ingen Kiender skal kunde negte, at jo en Tragoedieskriver kan besidde de største Fuldkommenheder, og levere Mesterstykker, uden endda at være en Cronegk; overalt er jeg forsikkret, at Stykket vil finde den paalideligste Roes i enhver fornuftig og følende Læsers Bifald, torde kuns Oversættelsen ligesaa vist efter fin Maade vente samme Lykke, saa skulde dette være mig den fuldkomneste Fyldelstgiørelse for den Flid, og de Bie- <ny side:> timer, jeg opofrede et Arbeyde, der aldrig kunde blive lastværdigt, uden ved at fornedre Originalens Skiønheder. Og om dette er skeet, overlader jeg ganske til Læserens billige Bedømmelse.

Oversætteren.