<Seite 54:>

Kiøbenhavn. Fritænkeren. Et Sørgespil i fem Optoge. Af det Tydske. – Hier spannt, o Sterb- <Seite 55:> liche, der Seele Sehnen an, Wo wissen ewig nützt und Irren schaden kann. Von Haller. 1772. – Endog her, som Titel paa en Tragoedie, er det Ord Fritænker, ligesom ellers overalt, tvetydig og vaklende. Ordet kunde selv formedelst sin Etymologie ikke betyde andet end godt, nemlig en Person, som aldrig har vildet og aldrig vil lade sin Tænkekraft fængsle eller binde saaledes af nogen andens, at den jo i alt vil tænke selv hvad den efter sin beste Indsigt kan og bør med Rimelighed og Sandhed tænke. I den Henseende kan man sige, at alle Mennesker ere virkelig Fritænkere, som ellers tænke noget efter egen Indsigt, men ikke Fritalere eller Friskrivere. Thi man kan binde Hænder og Tunger paa andre, men Tænkekraften lader sig ikke binde, uden af sin egen endten Blindhed eller Oplysning. Men et saa uskyldige Ord er, ligesom mange flere, ved Talens Misbrug bleven baade fordervet og forhadt. Fritænkere kaldes nu egentlig de, som tænke med en selvraadig Frihed imod den christelige Religions Sandhed, saasom Deister og naturalister, og for endnu mere at giøre Navnet forhadt, beskriver man dem næsten over Hovedet, som de Ondskabsfuldeste og ugudeligste Mennesker, ja som GUd og al Religion fler fornægtende Atheister, anseende dette, at de forkaste den christelige Religion, ligesaa fuldt, som de slet ingen erkiendte, og det paa den Grund, at de ere at ansee som uden GUd i Verden, der ikke erkiender og antager ham i alt og paa hvad Maade han har aabenbaret sig for Mennesker. Andre synes mere lemfældige i Fritænkeres baade Benævnelse og Behandling, og ere tilbøyelige til at troe, at nogle iblandt dem kan vare gode, skiøndt fra Sandhed forvildede Mennesker, der erkiende vel en GUd og en Ævighed, hvori de har en anden Tilstand at forvente, skiøndt de erkiende ham ikke som en i et Væsen trefoldig GUd efter den Skriftlige Aabenbaring, og til denne Mangel eller Vildfarelse meener man, de kan have meer og mindre skiøndt ikke fuldkommen undskyldelige Grunde. Den Fritænker, som i ovenanførte Tragoedie er afskildret, som Hoved-Person, er en af de slemmeste, der vel kan tænkes, ja man kan sige saa slem, at, om nogen kunde være saa slem, saa kunde dog aldrig bogen være slemmere. Han er saa fuld af Ondskab, at han kan ikke vel rumme den, ja næsten større eller mere, end der kan <Seite 56:> rummes i noget Menneskes Hierte. Men hvad som er det mærkeligste og maaskee ikke det rimeligste i denne hans Characteer. Man skulde tænke, han var flet uden GUd, en puur Atheist: men det er han dog ikke: han taler S. 118. om uformildelige Domme, som venter paa en Misdæder paa hin Side Graven: Han erkiender altsaa en GUd, en Tilstand efter Døden: og dog fryder og glæder han sig med koldt Blod, raaber Hey! Triumph! Bravo! over at have styrtet sit Med-Menneske ey alene i den største timelige, men end mere i en ævig Ulykke: ja det som mere er, han opgiver sin Aand i en roelig og trøstefuld Fryd med Triumph-Skrig over en lykkelig erholdet ævig Hevn over sit Med-Menneske, som han med vel overlagt Forræderie har forført baade til at blive Fritænker og sin Vens og Velgiørers Morder, og det just i det fri Forsæt, for at giore ham ævig ulykkelig. Om Ondskaben har gaaet eller kan gaae saavidt hos noget Menneske, det skal vel ikke noget Menneske, men Hiertekienderen alene kunne sige, og kan derfor han alene bedømme Rimeligheden i Hoved-Personens eller Fritænkerens Characteer. Men saa afskyelig som Fritænkeren Henley er, saa beklagelig er den af ham forførte Clerdon, saa elskværdig er en Granvill's, en Amalias, og Tienerens Truworths Characteer, hvilken kan forfriske, trøste og oplive Læseren igien efter den koldeste Gysen over Henleys, hvis Hoved-Træk man finder samlede i folgende Stykke. S. 118. »Dette var det store Forehavende, som jeg ved ethvert Skridt havde for Øye. De veed selv, om det er lykkedes mig. Nu vil jeg aabenbare dem alting, til deres Pine vil jeg det. Granville var uskyldig, alt det, som jeg beskylde ham for, var Opdigtelse. Deres Misdæderske Arm – Forband dem selv – Har berøvet den ædelmodigste, den ømmeste Ven Livet. Nu er min Hevn fuldført. Nu er de i Fortvivlelsens dybeste Afgrund. Alle Forbrydelser ere udtømmede for dem. Her kan de nu ikke tale mere, og paa hiin Side af Graven truer uformildelige Domme dem. Hvor triumpherer Jeg! Hvor nyder jeg deres Ulykke! u-udsigelig Vellyst bemægtiger sig mig, da jeg kan spotte deres Fortvivlelse! Dette er den deyligste Dag i mit Liv. Udstød nu de bitterste Bebreydelse imod mig! Overvæld mig med Forbandelser! Jo mere <Seite 57:> de raser, jo mere føler de deres Elændighed, jo mere triumpherer Jeg. Deres Taarer, deres Pine, ere det fornøyeligste Skuespil for mig, deres Sukke ere Harmonier i mine Ører! Hvor ere nu disse store og blendende Fortienester, som deres Lovtalere saaledes vidste at ophøye? Hvor afmægtige faldt de ned for mig! hvor vanhældede ligge de i deres Ruiner? Ustraffelige, ædelmodige Clerdon, Dydens og Religions Ven, hvor var det dem mueligt, at fornedre dem til saa skammelige Forbrydelser? Op! riv dem løs fra denne følesløse Dorskhed, føel min Spot, min Triumph, den er borte, hvis de ikke føler den. O kunde jeg giøre dem ganske til Følelse for deres Elændighed.« Og siden i det han døer, da Clerdon i Raserie har stukket ham igiennem: »Jeg døer! – dog! min Fiende døer ved min Side – Jeg er hevnet – O Triumph! O Hevn!« Skulde end denne Characteer synes overdreven over Rimelighed, saa taber dog Stykket derved intet af de øvrige Fortienester, som Oversætteren i Fortalen har tillagt det. I Oversættelsen har vi uden for Sammenligning med Originalen ikke fundet noget Anstød, som kunde give os Anledning til at anstille saadan Sammenligning, for i det øvrige at erkiende den for god eller slet. For Resten have vi læst det med Fornøyelse som et lærerigt og rørende Stykke i et værdigt Dansk Sprog og Udtryk. Kun Personerne synes at tale lidt for meget og længe, men det er Originalens Feyl, om det er nogen.