<side 1:>

Første Optog.

Første Optrin

Henley og Widston.

Henley. Hvilket et uformodentligt Tilfælde! – Hvad har jeg seet! – Mine Anslage, – min Hævn, – alt er borte! – Jeg ulyksalige! – (I det han seer sig om) du følger mig.

Widston. Ja, min Herre, Deres hæftige Bestyrtelse foruroeliger mig alt for meget. Vil De vel tilgive mig, om jeg erkyndiger mig om Aarsagen til denne pludselige Forandring.

Henley. Kiendte du den Fremmede, som just nu gik os saa hastig forbie?

Widston. En dunkel Erindring, at jeg engang har seet ham et Steds –

Henley. Du bedrog dig ikke, det vat Granville, med hvilken jeg i London kom ved Clerdon i et kort Bekiendskab.

<side 2:>

Widston. Og hans Nærværelse kan opvække saa hæftige Bevægelser hos Dem?

Henley. Den er for mig det modbydeligste Tilfælde, med hvilket en fiendtlig Skiæbne nogensinde kunde straffe mig. Min Hævn, en Hævn, efter hvilken min gandske Siel higer, staaer Fare for at blive bedraget. Du kiender mig Widston, du kan altsaa let forestille dig den Pine der nu martrer mit Hierte. – Dog, alle mine Ord vil forekomme dig, som uopløselige mørke Taler, jeg seer det, dine nysgierige Øyne spørge mig allerede om en Hemmelighed, som du fortiente før at have erfaret. Undskyld mig. Du er min Førtroelighed værdig. Den sidste Prøve, som du derpaa har givet mig, taler for stærk for dig. Jeg tilstaaer det, førend denne tog jeg endnu i Betænkning, saa meget jeg endog havde prøvet dig, at betroe dig denne Hemmelighed. Nu skal mit gandske Hierte aabne sig for dig. – Du kiender det Forhold i hvilket jeg staaer med Clerdon. Begge vore Huuse har bestandig, deels ved Slægtskab, og andre Omstændigheder været sammenknyttede, og just disse nøye Forbindelser, har uophørlig underholdt en hemmelig Ivresyge imellem dem. Du veed, at jeg blev bekiendt med Clerdon, da jeg kom tilbage fra mine Reiser. Hans skinnende Karakter drog hver Mands Opmærksom- <side 3:> hed til sig. Den Kristen, den retskaffne Mand, som alle roeste ham af – du skal snart see! at jeg igientager dette, for at giøre min Triumf des herligere – foreenede sig hos ham tilligemed Forstandens fortrinligste Gaver. Overalt fordunklede han alle sine Venner. Man glemte dem, eller kiendte dem kuns under Karakter af hans Venner. Min Ivresyge blev opbragt. Den fordoblede sig, da han ved forskiellige Leiligheder, hvor vi søgte om eens Betieninger, erholdt Forhaabninger, som man afslog mig. Overalt maatte vi være Medbeilere, og overalt vandt han Seier. Jeg blev hans uforsonligste Fiende. Du veed selv, hvor oste jeg imod dig udsnyfte min Brede og Fortrydelse over denne modbydelige Skiæbne. Endelig indviklede just den samme os i en Striid, der maatte giøre den overvundne ligesaa skamfuld, som optænde ham med Rasenhed. Vi stræbte begge efter Granvilles Søster Gunst, en Skiønhed, som den Tiid ophidsede alles Ønsker. Hun besidder ikke gemene Fortriae, – dog forbandet være den Roes, som jeg giver hende, hende, som jeg, nu dødelig hader! Jeg vil ikke længer opholde mig ved min Forhaanelses Dage. Han forkastede mig – den sidste Forretning, som har forhvervet dig min gandske Fortroelighed, tvang dig den Gang til at reyse fra mig. – Hun foretrak Clerdon for mig, og lovede ham hendes Haand.

<side 4:>

Widston. Clerdon, er deres Medbeyler, og endnu meer, han er Dem foretrokken? og Clerdon lever endnu?

Henley. Du forundrer dig? kiend min heele Karakter: saa gemeen og ringe en Hævn som Døden, var mig uværdig. Havde jeg giennemboret Clerdon, et Øyeblik havde været hans Straf. Ney, en føleligere, en langvarigere Straf, en Straf, som indjog mig selv en Gysen, da jeg udtænkte den, skal hævne min Skiændsel. Just disse glimrende Fortrine, disse saa roeste Dyder, ved hvilke han blev mig overlegen, besluttede jeg at berøve ham; at nedstøde ham fra denne høye Sphære, at fornedre ham til en Lastefuld, til et Afskum, ja, om mueligt, til et Uhyre, at overvælde ham med ligesaa megen Skam, som Ære tilforn kronede ham, og endelig, naar jeg havde revet ham bort til de sorteste Forbrydelser, da maaskee endnu paa hin Side af Graven – o hvor opblæses mit Hierte af denne stolte Tanke – at lade ham besukke, at han nogensinde fornærmede mig; Dette var mit store Udkast.

Widston. Og De kunde haabe –

Henley. Jeg kaldte Forstillelse til Hielp; jeg skiulte den dødelige Fiende under den indtagende Anseelse af en Beundrer og Ven. – Jeg anstillede <side 5:> mig, som om jeg for Venskab havde opofret de forrige Lidenskaber, og det lykkedes mig. Mit første Forsøg var, at bestride hans Kierlighed til Religionen, før torde jeg ikke vove at giøre ham bekiendt med Lasterne. Jeg indviklede ham i uendelige Adspredelser; Jeg forleedte ham til smaae Forseelser, som forurdeligede ham, og snart indplantede ham en hemmelig Medbydelighed mod Religionen, som straffede ham med en Hær af Tvivlsmaale. Jeg opbragte hans Ærgierighed. At tænke eens med Pøbelen, forestillede jeg ham som skiændigt. Han blev en Fritænker. I dette Øyeblik var jeg forvisset om min Hævn. Forgiæves opførte han i sine Tanker den retskafne Mands vaklende Religions Bygning. Jeg roeste dette Forsæt. Dog snart rev jeg ham bort fra Forbrydelser til Forbrydelser. Hans stærkeste Rustning beskyttede ham ikke meere. Han overgav sig til de meest utømmede Ødselheder. Styrtede hans Laster ham i en skræksom Mangels Afgrund, saa bevægede jeg ham til ved nye Laster at redde sig der af. Han udpressede paa den grusomste Maade de anseeligste Summer af fin Fader; denne opofrede alt for en Søn, som hidindtil havde været hans heele Glæde. Den godvillige Gamle leed snart den Straf, som Clerdons Udsvævninger fortiente; Han sank ned i den haanligste Nødtrængenhed; jeg vidste, at giøre Clerdon ueens med sin beste Ven Granville og – dette var min fortrinligste Triumf – <side 6:> med hans Elskte. Nu forgik den Skam, som endnu hidindtil havde holdt ham tilbage; nu begyndte han offentligt at sætte sig op mod Religionen, hvilken han alt i lang Tiid havde hemmelig hadet. Hans Gield nødte ham endelig til at forlade London, beladet med det sidste Bytte af hans ulykkelige Fader. Han kom med mig til denne nordlige Deel af Engeland, hvor han uden at være kiendt. – Dog hvad seer jeg? Du skifter Farve? Du skielver, dine Øyekast forraade Afskye og Skræk – Feige! Hvor meget har jeg bedraget mig. Vant til alt hvad Pøbelen kalder Skarnstykker, bæver du for dette? – Driv din Fornærmelse ikke videre; de Tienester du har beviist mig, forsvarer dig endnu. – Tag dig i Agt for at drive din Moedløshed til Forræderie, ellers lær at skiælve for dit Liv.

Widston. De kunde troe –

Henley. Gaae bort, der nærmer nogen sig, saa snart jeg er alleene, skynd dig da igien til mig.