<Seite 41:>

No. 12.

Frietænkeren. Et Sørgespil i fem Optoge. Af det Tydske

Hier spannt, o Sterbliche, der Seele Sehnen an
Wo wissen ewig nützt und irren schaden kan.
v. Haller

Sælges hos Forlæggeren Gyldendal i Trompetergangen No. 112 for 2 Mk. Stor 8 Ark 8 v.

Naar Frietænkeren driver sin Daarlighed saa vidt, at han bliver en aabenbar Guds Fornægter, da afkaster han med det samme alle endog de helligste Forbindelser; Dydens Baand sønderrives; Samvittighed bliver Fordom, og alle Dørre til Laster aabnes. Ingen Lyst, hvis Opfyldelse enten kan skiules for den verdslige Ret, eller ikke kræves til Regnskab for den, maa blive uopfyldt, og dette er vel den lige Vey til Ulykkens Afgrund! – At det menneskelige Kiøn har havt og har endnu mange saadanne ulyksalige Daarer, har mere end en sørgelig Erfaring bekræftet. Vi kunde derfor ikke andet end billige nærværende Forfatters Valg, i at tage Sujet herfra til et Sørgespil. Hvorfor skulde iblant <Seite 42:> saa mange Daarligheder, som i Skuespillene ere skildrede enten med deres Heslighed eller ulykkelige Følger, denne, en Hoved-Kilde til alle, blive urørt? og det er dog vist, at den kan afgive det stærkeste Stof til et Skuespil; derom kunne vi overtydes ved nærværende Stykke, hvor vi see Frietænkeriet i al sin Afskyelighed, i de fæleste Virkninger og græssligste Følger. Clerdon er den ulykkelige Fritænker; men den Maade, paa hvilken han er bleven det, er ynkværdig. Han besidder en i Grunden elskværdig Karakteer, et Hierte, der er skabt til at føle Venskabs og Menneskelighedens Indtrykke; han havde forhen været en Ven af Dyd og Religion, og derfor været agtet og inderlig elsket; men i denne hans lykkelige Periode er han saa uheldig, at han bliver en Henleys Medbeyler til adskillige Fordeele, offentlige Betieninger o. s. v. Denne Henley forraader i sin Karakteer alt, hvad der udmærker det meest ondskabsfulde og ugudeligste Menneske. Han er bekiendt derfor, og af den Aarsag har Clerdon altiid den Fordeel for ham, at blive ham overalt foretrukken. Slige Fordeele opvakte Henleys Iversyge, og det sorteste Had imod hans Medbeyler – men allermeest opbringes han imod <Seite 43:> ham, da Miß Amalia Granville gav Clerdon sin Haand, som hun afslog Henley. Her svor dette Umenneske Clerdons Ulykke. Og ulykkelig vilde han giøre ham ved at see ham de Fortrin berøvet, hvorved han hidindtil havde erhvervet sig Agtelse og Kierlighed. Henley kiendte Clerdons Hierte og alle Adgangene dertil. Clerdon havde et bøyeligt Gemyt, godtroende og altiid aabent for Venskab – Og Henley omgaaes ham under den meest blendende Maske af Venskab – Derved indprenter han ham de ulykkelige Grundsætninger, der omstøde efterhaanden hans Dyders Bygning, og aabner Vey for alle Laster – Ved Udsvævelser har han forødet sine og sin Faders Midler, og i denne Tilstand er han, naar han først lader sig see. – Betragtninger over hans Omstændigheder opvække ofte Samvittighedens nagende Uroeligheder hos ham, men Henley er strax ved Haanden og bebreyder ham Eenfoldighed og Fordomme – Granville og hans Søster Miß Amalia er imidlertid ankommen fra Londen, og, fulde af Ynksomhed over Clerdons Tilstand, tænke paa Midler at hielpe ham til rette – Granville lader sig see for ham, yttrer det ømmeste Venskab, og søger paa alle mue- <Seite 44:> lige Maader at blødgiøre hans Hierte, i sær ved det han fortæller ham hans Faders Død, som skede i Fængselet, hvori hans Creditorer havde kastet ham. Samme Omstændighed giør et heftig Indtryk paa Clerdons Hierte; men Henley er igien tilrede med sine Fordoms Bebreydelser, og det Afskum vil nu endelig drive sin Hævn over Clerdon til det yderste – Han giør ham mistænkelig imod sin gamle Ven Granville, og det i den ømmeste Punkt – han faaer ham til at troe, at Granville hemmelig søger at skille ham ved sin Søster Miß Amalia, som han endog tilbyder Henley; falske Breve og andre Bieomstændigheder giøre alt omsider for Clerdon sandsynligt – Men nu er Clerdon saaret paa det ømmeste Sted, og kuns et Skridt fra Fortvivlelse. Henley ophører ikke, før det er lagt tilbage med – Han overtaler Clerdon til at dræbe sin Ven Granville – Ogsaa dette skeer! Og nu er Clerdon nær ved sin Ulykkes Maal. – Hans døende Ven yttrer mod ham de venskabeligste Fornemmelser, der smelte hans Hierte. Han bliver oplyst om sin Mistankes Ugrund, om Granvilles Uskyldighed, Henleys Ondskab og Underfundighed, og disse Opdagelser fuldkomme hans Fortvivlelse <Seite 45:> Henley selv, som indtil det yderste underholder sin afskyelige Karakteer, kommer ind for at oplyse ham om disse skrækkelige Sandheder, men i en spottende og triumpherende Tone – Clerdon kan ikke længer udholde saa græsselig en Scene; men stikker sin Fiende Dolken i Livet, og strax derpaa sig selv, hvormed Stykket ender. Læserne kunde allene af Stoffets Anmældelse slutte sig til et fuldkomment Sørgespil, og som saadant holde vi det ogsaa! Forf. hat valgt en Plan, der er ligesaa simpel, som frugtbar; Karaktererne ere vel anlagde, og udførte; det samme godtroende, ømme og venskabelige Hierte, som vi først blive vaer hos Clerdon, skimte vi heele Stykket igiennem; og Henley bliver os strax bekiendt som den trædskeste og vanartigste, og med Afskye see vi ham underholde denne Karakteer indtil det sidste. Hvilken ypperlig Kontrast i Henley og Granville, denne Menneskelighedens, Dydens og Religionens Ven, der døende beder for sin Morder, og yttrer mod ham de venskabeligste Fornemmelser! – Stærkere rørende Situationer møde ofte, og Affekterne faae sielden Tid til at hvile – For endelig at give vore Læsere en liden Prøve paa Forfatterens Styrke i det Tragiske <Seite 46:> Sprog, ville vi udskrive noget af den, efter sit udøvede Mord, fortvivlende Clerdons Monolog i 5 Optogs 1 Optrin.

Bort pinende Forestillinger! holdt op at dræbe mig – hvorledes! Ingensteds kan jeg undflye eder? her, mine Pinere! kuns her lad mig hvile – jeg skielver, endog her flyde Strømme af Blod for mine forskrækkede Øre – Ja jeg seer det, overalt forfølger du mig, min uskyldige Vens Blod – hvorfor maatte jeg udgyde dig! Den, som jeg allerede saa dødelig havde fornærmet, som kom, liig en forbarmende Guddom, for at redde den gruesomme Foruretter. Ham kunde min troløse Rasenhed – ham den beste, den ædelmodigste – den sørgende Menneskelighed bortrev jeg dens herligste Smykke? – Alting maae afskye mig, alting maae aabne sig til min Undergang – Og du nøler Hevn! hvorfor bruser dine Uveir endnu? – Jeg føler det, du nærmer dig – ja du hører mig, der komme dine skræksomme Herolder – uigiennemtrængelige Nætter omleyre mig paa alle Sider – o skiuler mig i Mørkheder, skiuler mig for hiin skrækkelige Gestalt. o. s. v.

<Seite 47:>

Oversættelsen forraader en Mand, der har forstaaet sin Original, og været med sit eget Sprog vel nok bekiendt, for at udføre den i al sin Eftertryk og Styrke.